Udsagn fra forældre til børn i vuggestuen
Forældre til Otto:
"Som førstegangsforældre var det svært at vælge mellem vuggestue eller dagpleje, men vi er slet ikke i tvivl om, at vores barn er havnet det rigtige sted. Selvom der er 40 børn her i Springbrættet, oplever vi at der er ro omkring børnene, og det føles slet ikke som mange børn, da vi hver dag har en oplevelse af, at pædagogerne har set og været sammen med vores søn. Vi får derfor en følelse og oplevelse af, at han er vigtig.
Hver dag får vi en snak med en af pædagogerne om, hvordan han har sovet og spist, og hvad han har lavet i løbet af dagen.
Vi har ligeledes en oplevelse af, at der er høj grad af fleksibilitet og plads til det enkelte barn, f.eks. ift. hvordan det passer lige præcis ham at sove lur.
Det er også utrolig dejligt, at vi ikke skal tænke på noget som helst praktisk udover skiftetøj, da Springbrættet har både bleer, barnevogne og der serveres både formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.”
Forældre (anonym):
“Jeg valgte at skrive mit barn op i Springbrættet pga., at personalet har en god og respektfuld tone overfor børnene, forældrene og hinanden. Både indendørs og udendørs har vuggestuen virkelig gode fysiske rammer med f.eks. gulvvarme, opdelte rum på stuerne og en stor grøn legeplads. Jeg oplever, at mit barn har en tryg hverdag med engagerende og nærværende voksne.”
Forældre til Mikkel:
“Vi har valgt Springbrættet på grund af den gode beliggenhed i forhold til grønt område, dyr og ture ud af huset, den store legeplads med beliggenhed relativt langt fra store veje og vuggestuens (tidligere) fokus på at komme ud, være i og lære om naturen. Det er en stor institution med mange børn, så der er mulighed for mange legekammerater. Samtidig er vuggestuen indrettet med flere mindre rum, så der er mulighed for mange forskellige lege med færre børn sammen. Aldersopdelingen på stuerne samt de fast tilknyttede pædagoger gør, at vores dreng bliver set. Der er altid en voksen, som han gerne vil være sammen med, når vi afleverer og henter ham. Der igangsættes mange gode aktiviteter, som vores dreng synes er sjove – særligt indenfor."